|
Når mod aften Gobis Gribbe hviler deres trætte vinger,
og når Muselmanden bøjer sig mod solens ild i Vest,
når kamelens vandring standser, og dens klokke ikke ringer,
søger vandringsmanden hvile og et læ mod frost og blæst
i et thehus på en bjergryg, hvor alverdens folk han møder,
Øst og Vest, to floders vande i en fælles hvirvelstrøm;
her er hinduer, tadjiker, her er persere og jøder,
Vestens kolde, hvide verden, østens gådefulde drøm.
Her er tiggeren fra Thibet, som vil hvile sig på sækken,
og en rig, kinesisk kræmmer med en meget kostbar last,
de vil varme deres fødder ved det samme bål og bækken,
hvor en tæbrisk tæppehandler med sin livvagt holder rast,
og fra Beyruth kom en købmand med en pilgrim i sit følge
og et sildigt ly for natten ved et bål på bjergets kam,
thi mod bjergets fod i mulmet skyller nattens tunge bølge
alt hvad livets vande rummer: snehvidt skum og kulsort slam.
Og en mand, der drev kameler for de store karavaner,
halvt en vismand, halvt en tigger, stundom tyv og stundom tolk,
og måske en hel del mere, som hans bedste ven knap aner,
mens han rensede sin pibe med en sjælden kurdisk dolk,
så på mig, som blev betegnet med en fornem persisk glose,
- "kolde, hvide Sheik fra Norden", blev blandt persere jeg kaldt –
for at spørge, om jeg aldrig havde hørt om IRANS ROSE,
da ved værtens the vor tale på de sjældne tæpper faldt.
Som et lilla-tonet tæppe var hans drømmeblå beretning,
Samme farver findes ikke på mit danske sprogs palet,
Der var skønne ornamenter i hvert ord og om hver sætning,
Og han talte mange timer, men fik aldrig talt sig træt.
Ingen saga, men sandfærdig var han tale over theen
om den store Nadir Shah, som på sin trappe fandt en tøs,
skøn som hurien fra Paradis, der knæler i Moskeen,
og så skøn, at Shahen Nadir både blussede og frøs.
IRANS ROSE, det var hende, blev hans yndlingsdanserinde,
muligt blev hun meget mere, som kun hun og Nadir véd,
hun for verdens griske øjne i hans hus blev spærret inde,
og hun nød hans rige nåde, og hun tog hans kærlighed.
Hendes billede lod Shahen i et silketæppe knytte,
tyve tusind fine tråde blev et smil om hendes mund...
...Manden talte, og jeg hørte hele lejren lydløst lytte,
kun kamelens tunge snøften steg et sted fra dyrets blund.
Af sin pibe tog fortælleren et drag, og blågrå ringe
blev til slanger over ilden. Mere stærk og skoldhed the
bad jeg værten, som sad yderst på sin måtte, om at bringe,
thi jeg følte i mit hjerte, noget voldsomt måtte ske.
Og nu talte manden atter: Da Emiren vilde gæste
Nadir Shah og kom til Ispahan fra Kabul på sit ridt,
efter gæstebuddets lov bød Nadir Shah sin gæst det bedste
og lod IRANS ROSE kaste sine slør og danse frit.
Men til Nadir Shah var kvinden kun med elskovs lykke lænket,
ingen glød i hendes hjerte, kun en løgn på læben lagt,
alting tog hun af sin hersker, som hun intet havde skænket;
da Emirens blik hun mødte, var hun helt i mandens magt,
og i nattens dybe mørke han ved lyset af sin lygte
fandt sig vej til hendes kammer, en afghanisk røvers færd...
da de under Irans stjerner fra paladset ville flygte,
blev den sølverhvide måne blodigrød som Nadirs sværd.
Nadir Shah gik næste morgen til den skønne kvindes kammer
for at hente danserinden til en højtid ved sit hof,
der lød ingen suk og klage, ingen skrig og ingen jammer,
kun den tørre lyd af stålet i et kostbart silkestof.
Da han så det skønne tæppe svagt belyst af kamrets kærte,
Greb han omkring sværdets fæste, som en hævner holder fast,
Og lod sværdets klinge flænge hendes svigefulde hjerte,
Så de tyve tusind silketrådes smil om munden brast.
Nadir Shah lod hæren samle; over agerjord og steppe
drog hans tropper mod Emiren af Afghanistan i krig,
og en højt betroet tjener bar et sønderflænget tæppe,
som i Kabul skulle svøbes om en troløs kvindes lig.
Mens hans tjener tjente kunsten mere end sin strenge Herre,
i en mørk og skyfuld time, sort som beg og lysforladt,
lagde han det skønne tæppe på en ussel æselkærre
og forsvandt fra Shahens følge skjult af Irans dybe nat...
Da fortælleren holdt inde, steg omkring os dagens lyde,
Først kamelens bløde skraben i den tynde, løse jord,
og vi hørte hunde glamme, og vi hørte æsler skryde,
karavanens dyr var rede til at følge vejens spor.
Og med Kashans dyre tæpper og med Pekings sjældne silke
drog de bort i morgengryet, hver sin vej mod hver sit mål;
dér stod tiggeren fra Thibet på to tynde brune stilke,
jeg blev rigeligt velsignet for en sølvmønt i hans skål.
Siden spurgte jeg i Kirman i en tæppehandler-gade:
Sig mig, hvor er IRANS ROSE med en sønderflænget favn?
Nadir Shah lod hende bade sig i Kirmans rosenblade,
I må vide hendes skæbne, I må kende hendes navn.
Og i Tæbris sad en oldning, blind og næsten lam i stolen,
han var vismand, så han kendte vel det sjældne tæppe bedst,
men den blinde seer sagde: IRANS ROSE følger solen,
bort fra natten og fra hævnen flygter hun fra Øst mod Vest.
Og min længsel drev mig fremad uden skånsel, uden nåde,
jeg drog sydpå til Ægypten, søgte langs med Nilens flod,
og hvor Sfinxen evigt ruger på sit eget hjertes gåde,
mens mit hjerte råbte: Skynd dig! Til min rejsetrætte fod.
Så en dag i Parkeston står jeg, og jeg smiler, og jeg studser,
da en stemme i mit hjerte uden sund fornuft til grund
stiller mig det sære spørgsmål: Tror du, IRANS ROSE blusser
under Londons gule tåge, skjult på myretuens bund?
Og i kender Ali Zade som "Alverdens Tæppehandler",
skønt i Vestens store virvar han umærkeligt gled ind,
og trods alt, hvad Themsens tåge-gift forsimpler og forvandler,
lå dog hele orienten uforfalsket i hans sind;
værdig og med vismandsmine i sin stol, som på en trone,
Ali gav mig foretræde, og da foran ham jeg stod,
Hørte jeg mit hjerte juble, og min sjæl betaget tone,
Thi dér så jeg IRANS ROSE på et tæppe for min fod.
Vi to talte, som man taler efter østerlandske skikke,
han besvarede det spørgsmål, som jeg ikke selv fik sagt:
IRANS ROSE er mit hjerte, og mit hjerte sælges ikke,
thi jeg véd, at hendes skæbne er i mine hænder lagt.
Jeg må bære denne byrde, som kan tynge og besvære,
jeg er lænket som en slave, jeg kan rasle med min ring,
jeg begærer, hvad Koranen har forbudt mig at begære,
og min sjæl er blevet bundet til en skøn, men jordisk ting.
Jeg kom år for år tilbage for at købslå, for at plage
og fik afslag, men omsider blev hans svar et andet svar;
Ali sagde dybt alvorligt: Når jeg mæt og træt af dage
bliver løst af alle lænker, som mit ler på jorden bar,
når jeg går på pilgrimsgangen med min støttestav og pose
op mod himlens stille stjerner, ud i rummets dybe ro,
kolde, hvide Sheik fra Norden, skal du eje IRANS ROSE,
thi jeg véd, vi har begæret hendes skønhed begge to.
Og nu er hun i mit eje, hun er min fryd og smerte,
skønt jeg véd, at hun er fredløs, det er kun et stakket hvil,
Nadir Shah har dyppet angst i hendes sønderbrudte hjerte,
og hans skarpe sværd har slukket hendes yndefulde smil;
hun vil vandre efter solen, ud mod Vest hun blikket vender,
dér går vejen, hun skal følge gennem gådefulde ting,
til i Iran hendes vandring i den fjerne fremtid ender,
så er hendes kredsløb fuldført, hun har sluttet skæbnens ring.
|
|
|
|
|
|
|
|
